På vej til fødselsdag er de, Mathilde og Nanna.
Der er fnist og grint på værelset i dag, de skal til 12 år´s fødselsdag hos en skole veninde.
Håret er sat og jeg tænker på hvordan det er om 2 år, hvordan var vi nu lige selv ?
Kan vi huske det eller vil vi ikke ? For mon vi var meget bedre selv, tror det næppe.
Nå, den tid, den sorg.
Bare de hygger sig og har det godt, og tager vare på hinanden og det gør de heldigvis.
Det er nok en af mine kæpheste, at vi skal være her allesammen også selvom vi ikke er ens.
Der skal også være plads til dem der ikke er som flertallet, og de skal behandles med lige så stor respekt som alle andre. Jeg ved godt at Nanna sommetider vender det hvide ud af øjnene, når jeg siger det, men jeg mener det.Bare fordi hun er en af de heldige og være med i flokken skal hun lære at passe på andre. Er jeg helt gal på den ? Det håber jeg virkelig ikke. Det er jo bare så nemt når det hele bare køre derud af for en selv. Vi behøves ikke at vende blikket så lang væk, for at se en der kæmper for at få lov til at være den han er. Og det er en hård kamp kan jeg godt sige jer. Nå, ikke mere om den sag.
3 kommentarer:
Jeg fatter ikke hvem han er... men lige meget!! Du har bare så fuldstændig ret! :) Jeg prøver altid at banke det samme ind i hovedet på min Nanna!! Min Nanna ved det heldigvis godt og er rigtig god til at tage hånd om de der har det sværere.... endnu.... håber det holder ved :)
Lige mine ord.
Og det med at vende det hvide ud af øjnene thjaa det forsætter ;o) men bare rolig de lytter alligevel og mine 2 får det samme at vide !!
Han er Andreas, min søn som kæmper sine kampe her i livet.Hvilket er utroligt svært at være vidne til, men vi kæmper med ham.
Send en kommentar